“Jo, for fanden! Kristendom er hardcore rock’n roll. Det er en kamp på liv og død. En kamp for at få fylde og en passioneret eksistens. Det er en kæmpe krig mellem lys og mørke, det er dæmoni! Det er alt det, rock’n roll så gerne vil være, og det er nøjagtig den livskamp, rock’n roll har i sig, når rock’n roll er allerbedst. Det er på den kampplads, det bliver spændende. Det kan godt være, vi gerne vil have vores liv til at være enkelt, men det er det bare ikke. Vi har hele tiden stemmer, der trækker os flere veje, og det bliver først spændende, når noget trækker hver sin vej, og det går i stykker, så vi har en ny situation. Det er de transformationsprocesser, der er spændende for mig som sangskriver. Det er ingen idyl, og jeg søger den heller ikke.”