
Jeg har interesseret mig for meditation og buddhisme siden jeg som helt ung læste beat-forfattere som Kerouac, Ginsberg og Miller. Deres inspiration fra især zen-buddhismen føltes som en helt anden, og meget mere levende, måde at være i verden på.
Men jeg skulle ud i en livskrise, før jeg for alvor begyndte at meditere i 2015.
Siden da har jeg dedikeret en stor del af mit liv til at praktisere, studere og undervise meditation.
Jeg har tilbragt over seks måneder i stilhed på meditationsretreats rundt omkring i verden, blandt andet i Thailand, Sri Lanka, England, Frankrig, Skotland, Tyskland, Portugal og Danmark.
Derudover har jeg taget en et-årig uddannelse som mindfulness-instruktør fra Mindfulness Training Institute i England, og en uddannelse som stress-coach ved Bjarne Toftegaard.
Jeg er uddannet cand. mag i journalistik og kulturstudier fra RUC 2011. Sideløbende med meditationen har jeg i enårrække arbejdet med og undervist formidling på Københavns Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier.
Jeg er søn af en socialrådgiver og en kunstner. Begge dele har været med til at forme mit liv. Den sociale indignation har især fundet udtryk i mit mangeårige arbejde med internationalt udviklingsarbejde. Kunsten har jeg overvejende dyrket gennem litteratur og som guitarist med en forkærlighed for jazz, blues og egene produktioner.
